Smalltalk dig til et større netværk

Det er helt i orden at famle efter emner, når du skal smalltalke. Men det er en god idé at forberede sig og derefter altid spørge ind til vedkommende.

De fleste mennesker kan godt lide at snakke om deres succeser, så hvis du spørger ind til deres projekter og største succeser, skal de nok snakke.

De fleste mennesker kan godt lide at snakke om deres succeser, så hvis du spørger ind til deres projekter og største succeser, skal de nok snakke. Foto: Christin Hume, Unsplash

Denne artikel er leveret af Ritzau Fokus og bringes på A4 Jobliv i samarbejde med Ritzau. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4 Jobliv. 

Når vi møder nye mennesker, vil vi gerne virke kloge og interessante. Men det er altså ikke den dybe tallerken, der skal opfindes, hvis du vil indgå i en samtale med en ny relation i håb om at udvide dit netværk. Her er det kunsten at smalltalke, du skal hive frem.

Det forklarer Birgitte Sally, der er forfatter og direktør i Sally Kommunikation.

- Den første del af smalltalk er mentalt. Du skal gøre dig klar til at tage kontakt til et andet menneske og samtidig huske på, at du løber en risiko for at blive afvist, forklarer Birgitte Sally.

Når du har taget tilløb og er klar til at tage kontakt til vedkommende, du har udset dig, så hiv banaliteterne frem.

- Brug de første par sekunder på at slå fast, hvad I har til fælles. Det kan for eksempel være det arrangement, I er til, siger Birgitte Sally.

Det kan også være småting som vejret, bygningen, I befinder jer i, eller lignende.

Det er bare vigtigt, at du også giver lidt af dig selv, når du indgår i en samtale. At sige "Hold da op, det sner!" er ikke nok. Hvis du er interesseret i at have en samtale med et nyt menneske, skal du også give lidt af dig selv.

- I stedet kan du sige "Hold da op, det sner. Jeg elsker simpelthen de her vinterdage, hvor det er helt hvidt udenfor." På den måde inviterer du den anden med ind i samtalen. Det kan jo være, at vedkommende, du snakker med, elsker at tage på skiferie, siger Birgitte Sally.

Man skal turde famle lidt 

Og så skal du ikke gå i panik, bare fordi du har været igennem tre-fire emner, uden vedkommende har bidt på.

- Nogle gange skal man turde famle efter emnet lidt længere. Selv om vedkommende ikke bider på først, kan det godt være, det sker senere, siger Birgitte Sally.

Hvis det ikke virker, så anbefaler Simone Lemming Andersen, at du for eksempel kan spørge ind til, hvilke interessante projekter, vedkommende er i gang med.

Simone Lemming Andersen er direktør i Strategisk Kommunikation ApS, og hun slår fast, at de fleste godt kan lide at tale om sig selv.

Læs også: Kvinder sakker bagud - Kom igang med at netværke 

- De fleste mennesker kan godt lide at snakke om deres succeser, så hvis du spørger ind til deres projekter og største succeser, skal de nok snakke, forklarer Simone Lemming Andersen.

Og hvis du samtidig lytter interesseret og spørger ind til det, vedkommende fortæller, så skal vedkommende nok huske dig.

- Det er meget udansk at snakke om sine succeser, men det forhindrer ikke, at der er mange, der synes, det er fedt, når der spørges ind til de områder i livet, hvor det går godt, fortsætter hun.

Grib situationen når den er der

Generelt er det en rigtig god idé at bruge konferencer og lignende arbejdsrelaterede arrangementer til at smalltalke sin vej til et større netværk. Derfor anbefaler Birgitte Sally også til, at du bruger dem aktivt. Lad være med at stå med din telefon i hånden.

- Du er omringet af mennesker i samme branche som dig. Det er et ideelt sted til at udvikle dit netværk.

Når du afslutter en samtale, så slut gerne med et kompliment. Men kun hvis du mener det.

- Der skal være en vis oprigtighed i det, man siger, og så skal du smile og kigge den anden i øjnene. Så er du allerede nået langt, siger Birgitte Sally fra Sally Kommunikation.

Visitkort og gruppemekanismer

  • Gå aldrig hen til nogen, der står to sammen. Tag kontakt til en person, der står alene, eller en gruppe af tre.
  • Sørg for, at der er billede på dit visitkort. Så bliver du husket bedre.
  • Undersøg gerne deltagerlisten til konferencer, så du ved, hvem du skal gå efter at snakke med.
  • Forbered emner, der er relevante, aktuelle og interessante, så du har nogle i baghånden, hvis du famler for længe.

Kilder: Simone Lemming Andersen, Birgitte Sally