Arbejdsløs og på barsel? Brug det til at styrke dit cv

8. mar, 9:30

Den største værdi på store dele af arbejdsmarkedet er erfaring.

Så står man uden erfaring, er man på den. Men så gælder det om at tilegne sig den på en anden måde, råder Morten Ballisager, direktør i konsulenthuset Ballisager.

Det kan være fra frivilligt arbejde, praktik og løntilskud. Men også en barsel kan bruges som en fordel, når man skal begive sig fra barselsboblen ind i jobjunglen.

Derfor skal man ikke føle sig sat bagud, hvis man har været på barsel, samtidig med at man har været ledig.

Vend det til en styrke.

- Man udvikler sig meget på en barsel i forhold til præstation under pres, ledelse og overblik i rollen som den vildeste projektleder på hjemmefronten, siger Morten Ballisager.

- Det er mange kompetencer, man får, og det synes jeg, man skal fortælle om i sit cv. Har man været på barsel, kan man vende det til at stå stærkere end ledige, der ikke har været på barsel og ikke har lavet andet i ledighedsperioden, forklarer han.

Skeler man til statistikken, får den gennemsnitlige kvinde 1,8 børn.

Så har man allerede en arving på armen, kan nogle virksomheder - især de små - være betænkelige over at ansætte en kvinde, som ifølge statistikken skal på barsel igen engang i fremtiden.

Det kan gøre mere økonomisk ondt på de små virksomheder, når en kvinde skal på barsel, end på de store og mellemstore virksomheder, siger Morten Ballisager.

Her oplever vi af og til de lidt mere penible ønsker til rekruttering, der eksisterer, i forhold til kvinder i den fødedygtige alder, tilføjer han.

Derfor kan det være en taktik at skrive, hvis ikke man ønsker at få flere børn - eller nogle i det hele taget, hvis ikke man allerede har børn.

- I nogle brancher og nogle virksomheder kan det være et kort, man bliver nødt til at spille. Det er begrædeligt, at det kan være sådan - men i nogle tilfælde kan det være tilrådeligt, siger Morten Ballisager.

Læs også: Få eksperternes taktik til uopfordrede ansøgninger

Man skal sætte sig i arbejdsgiverens sted, tilføjer chefkonsulent Bella Lea Buono fra Djøfs Rådgivningscenter.

- Men ting kan ændre sig. Så hvis man fortryder, kan det være et tillidsbrud for arbejdsgiveren, pointerer Bella Lea Buono.

Det er endnu en af grundene til, at man skal overveje det meget nøje.

For det første er det et yderst privat anliggende.

For det andet skal man være ekstrem påpasselig med at italesætte noget, som faktisk ikke er et problem, eller noget arbejdsgiveren i det hele taget ikke har skænket en tanke, siger Morten Ballisager.

Kommer man til jobsamtale, kan man spørge arbejdsgiveren til sidst, om der er noget i ens kandidatur, som giver anledning til bekymring eller skepsis.

- Forhåbentligt kan man få arbejdsgiveren på banen og selv tage styringen ved at italesætte eventuelle udfordringer, så de ikke bliver en frasorterings-årsag, siger Morten Ballisager og tilføjer:

- Man skal simpelthen forberede et beredskab - for eksempel hvorfor arbejdsgiveren ikke skal være bekymret for barnets første sygedag, hvis man har et korps af bedsteforældre i ryggen.

/ritzau fokus/

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Jobliv er en del af Avisen.dk Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser