Få eksperternes taktik til uopfordrede ansøgninger

1. mar, 8:02

Flere og flere virksomheder rekrutterer indefra, og færre og færre af de eftertragtede stillinger bliver slået op.

Det er den typiske tendens på store dele arbejdsmarkedet, så hvordan får man foden indenfor, når man er ung, nyuddannet og uden et alenlangt cv?

Det giver konsulenthuset Ballisager og chefkonsulent Bella Lea Buono fra Djøfs Rådgivningscenter deres bedste bud på her - uopfordrede ansøgninger og netværk er nemlig nøglen dertil.

- De famøse kaffemøder er en mulighed for at gøre opmærksom på sig selv. Men netværker man på den måde, er det allerbedste tip at bede om viden om virksomheden eller branchen frem for at bede om et job, siger Bella Lea Buono.

- Det er sjældent, de har drømmejobbet liggende. Så spørger man om det på et kaffemøde, vil de fleste stejle, tilføjer hun.

Viden om virksomheder eller bestemte brancher skærper nemlig ens ansøgninger, så man ikke famler i blinde.

- Jo mere man ved, hvad de har af udfordringer, jo bedre kan man give sit bud på, hvordan man kan være med til at løse dem - og jo større er chancen for at få en fod indenfor, siger Bella Lea Buono.

- Et godt tip er også at kigge på, hvad konkurrenter fra lignende virksomheder og brancher har af udfordringer, og hvad de søger, råder hun.

Grænsen mellem iver og ydmyghed er dog hårfin i uopfordrede ansøgninger, pointerer hun.

- Men det ér også en salgssituation. Arbejdsgiveren skal se, at de får noget for pengene, siger Bella Lea Buono og fortsætter:

- Hvis man for eksempel ved, at en virksomhed opruster, kan man sende dem en uopfordret ansøgning. Nævn for eksempel egne erfaringer med de udfordringer, virksomheden står overfor.

Det viser, at man er innovativ, modig og har sat sig ind i virksomhedens mål og behov, forklarer Bella Lea Buono.

Når man har skrevet ansøgningen og målrettet sit cv, så kig på andre virksomheder, som ligner den, man søger hos, i størrelse, kundegruppe, målgruppe eller produkt.

For så kan man med fordel bruge materialet og tilpasse det andre virksomheder med håbet om, at de har brug for lignende kandidater, råder Bella Lea Buono.

Det samme gælder uopfordrede ansøgninger til virksomheder, hvor man umiddelbart ikke synes, man har hele pakken, tilføjer Morten Ballisager.

I stedet skal man se mere bredspektret på sine kompetencer og erfaringer, for dem kan man tilegne sig på mange måder.

- Det kan fra frivilligt arbejde, studiejob, praktik og løntilskud, for der er ikke nogen regler om, at erhvervserfaring på et cv skal være fra lønnet job, pointerer han.

- Så hvis du har lavet enormt meget for en frivillig organisation i perioder med ledighed, kan du skrive det på, siger Morten Ballisager.

Har man eksempelvis indsamlet midler ind til godgørende formål, kan man fremhæve det, hvis man søger job som fundraiser eller sælger.

- Kompetencer er en ønskeseddel, som ikke behøver at passe en-til-en, men i stedet hvad der kan overføres og bruges til at løse opgaver i en virksomhed, tilføjer Bella Lea Buono.

/ritzau fokus/

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Jobliv er en del af Avisen.dk Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser